KommunikationsCenter Thisted tilbyder undervisning og rådgivning/vejledning efter Lov om Specialundervisning for Voksne.

 Tilbuddene omfatter undervisning samt rådgivning/vejledning til voksne indenfor områderne

  • Stemme-, tale og sprogvanskeligheder
  • Høretab eller sygdomme relateret til hørelsen
  • Hjerneskader og hjernerelateret påvirkning
  • Sygdomsrelaterede kognitive svækkelser
  • Øget psykisk sårbarhed
  • Indlæringsvanskeligheder 

 

Vilkår for undervisning

  • Formålet med undervisningen er at kompensere for nedsat funktionsevne, dvs. en følgevirkning af en sygdom, et erhvervet handicap el.lign.
  • Undervisningen skal have en kompenserende effekt, og være en katalysator for en forventelig udvikling og progression. Vi tilbyder derfor ikke vedligehold / træning.
  • Undervisningen er gratis.
  • Vores undervisning er enten individuel eller på små hold.
  • Vi har undervisningslokaler i både Thisted og Nykøbing.

 

 

Når du har søgt om undervisning

Efter ansøgning om undervisning bliver du inviteret til en forsamtale.

På baggrund af samtalen indstilles du til enten videre udredning eller undervisning.

Undervisning tilbydes i en afgrænset periode.

Vi udarbejder en undervisningsplan med realistiske mål.

Ved periodens udløb laver vi en evaluering. Der kan evt. indstilles til videre undervisningsforløb.

Undervisning

KommunikationsCenter Thisted tilbyder kompenserende specialundervisning, rådgivning og vejledning til personer, der har påvirkede funktionsevner efter erhvervet hjerneskade eller anden hjernerelateret påvirkning.

Vanskelighederne kan være opstået efter:

  • Blodprop eller hjerneblødning
  • Senfølger efter tumor i hjernen
  • Hjernerystelse
  • Piskesmæld
  • Hovedtraumer
  • Ydre vold m.v.
  • Neurologisk betingede sygdomme (Parkinson, Sclerose m.v.)
  • Iltmangel
  • Senfølger efter langvarig stress

Følgerne kan have som konsekvens, at man oplever hverdagsudfordringer med:

  • Opmærksomhed
  • Hukommelse og koncentration
  • Struktur og overblik
  • Energiforvaltning
  • Syn, balance, læsning, motorik m.v.
  • Mental udtrætning (hjernetræthed)
  • Ændringer i adfærd, følelsesliv eller personlighed, der er opstået efter skaden.
     

Undervisningen tager udgangspunkt i den ændrede livssituation:

  • Der udarbejdes en individuel undervisningsplan med henblik på, at deltageren lærer nye strategier og handlemuligheder, der kan afhjælpe eller kompensere for følgevirkningerne.
  • Vi tilbyder forsamtale, udredning og tests ift. vanskeligheder/styrkeområder, samt undervisning, rådgivning/vejledning og temaaften for pårørende.
  • Vi samarbejder med kommunernes hjerneskadekoordinatorer, samt med sagsbehandlere/jobkonsulenter i forbindelse med tilbagevenden til arbejdsmarkedet.
  • Der tilbydes vejledning til arbejdspladser, og vi formidler kontakt til relevante foreninger og væresteder, som tilbyder samvær og sociale tiltag.
  • Vi samarbejder med neuropsykolog og regionale rehabiliteringscentre for at sikre den rigtige indsats
  • Undervisningen foregår på små hold og i særlige tilfælde som individuel undervisning.
  • Undervisningen varetages af neurofaglige undervisere, som også deltager i regionale og nationale netværk.
  • Der arbejdes ud fra nationale anbefalinger og DTHS´ god praksis.
  • Der undervises i Thisted eller i lokaler på Fyrvejen 65 i Nykøbing Mors.

 

De fleste kommer sig over en hjernerystelse. 

Hvis symptomer bliver længerevarende og du ikke ved, hvordan du skal håndtere dem, er det en god ide at kontakte din læge. Vi tilbyder undervisning til at kunne håndtere følgevirkninger af dine symptomer.

Hyppige symptomer kan være

  • en omtåget fornemmelse
  • langsommelighed i tænkningen
  • koncentrations- og hukommelsesbesvær
  • besvær med søvn
  • hovedpine
  • svimmelhed
  • kvalme
  • lys- og lydfølsomhed
  • forandret syn
  • træthed og/eller nedsat udholdenhed.

Vi tilbyder undervisning med fokus på

  • Formidling af viden om hjernerystelse samt følgerne heraf
  • Undervisning i gradueret tilbagevenden til hverdagsaktiviteter, job og evt. uddannelse
  • Undervisning i energiforvaltning, med struktureret observation af hvordan du oplever din dag
  • Erfaringsudveksling i grupper
  • Råd og vejledning i forhold til fysisk aktivitet
  • Smertehåndtering
  • Individuelle samtaler
  • Information til pårørende

Vi kan tilbyde indledende udredning af balance- og synsproblematikker, samt oplyse om øvrige relevante tilbud. 
Vi tilbyder desuden høreundervisning med særlig fokus på tinnitus og lydfølsomhed. 
Undervisningen tilbydes i Thisted og i Nykøbing.

 

KommunikationsCenter Thisted er specialiseret i genoptræning af svækket funktionsevne efter en erhvervet hjerneskade. Vi tilbyder kompenserende specialundervisning samt rådgivning og vejledning til den ramte og pårørende.

Problemer med sproglige, talemæssige og kommunikative vanskeligheder kan opstå som følge af:

  • Blodprop i hjernen
  • Hjerneblødning
  • Ulykkestilfælde
  • Svulst i hjernen
  • Andre sygdomme

 Dysartri giver taleudfordringer. Vi arbejder med udfordringer, som

  • utydelige tale
  • utilstrækkelig vejrtrækning
  • nedsat bevægelse i læber, kæbe, gane, strube og tunge
  • svag stemme
  • nedsat taletempo
  • manglende rytme og melodi i talen

I forbindelse med dysartri kan der være problemer med at holde på mundvandet og nogle oplever problemer med at spise/synke. Evnen til at læse og skrive kan være bevaret.

Afasi kan give udfordringer med at forstå, som at

  • genkende lyde
  • stavelser og ord
  • forstå enkelte ord
  • forstå sammenhængende tale
  • forstå, når flere taler sammen
  • forstå, når der er støj i baggrunden

Afasi kan også give problemer med at tale, som at

  • finde og sige de ønskede ord
  • tale i hele sætninger
  • komme til at sige andre ord end de ønskede
  • bytte om på lyde og ord
  • bytte om på ja og nej
  • sige det samme ord igen og igen
  • tale mindre og i nogle tilfælde mere end sædvanligt

I forbindelse med afasi vil man ofte have problemer med at regne, læse, skrive og stave.

Vi tilbyder en indledende samtale, hvor der tages stilling til en logopædisk udredning. Udredningen ligger til grund for det specialiserede undervisningstilbud der gives.

Undervisning sker på KommunikationsCenteret i Thisted og på Sundhedscenter Limfjorden i Nykøbing.

Vi betjener neurorehabilitering og intensivafdeling på Thisted Sygehus. Derfor møder vi ofte personer tidligt efter en skade, og har et tæt fagligt samarbejde. Videre samarbejder vi tæt med hjerneskadekoordinatorer og den rehabiliterende indsats.

Vores logopæder indgår i tværfaglige udredninger og rehabilitering af borgere, der er i kommunale  træning- og rehabiliteringsophold.

Vores logopæder er akkrediterede i samtalestøttende teknikker som SCA og KomTil, hvilke vi også afholder kurser i. I øvrigt arbejder vi ud fra nationale anbefalinger og DTHS´ god praksis.

Vi er praktiksted for studerende ved Syddansk Universitets logopædiuddannelse.

 

KommunikationsCenter Thisted er specialiseret i genoptræning af stemme– og talemæssige vanskeligheder hos voksne. Vi tilbyder kompenserende specialundervisning samt rådgivning og vejledning.

Stemmevanskeligheder kan bl.a. vise sig som:

  • Hæshed
  • Rømmetrang
  • Tørhedsfornemmelse i halsen
  • Klumpfornemmelse i halsen
  • Spændinger og ømhed i halsen
  • Stemmesvigt/stemmetræthed
  • Manglende kraft i stemmen
  • Svigtende sangstemme
  • Sammensnøring i halsen (ILO)
  • Behov for stemmeomlægning

Årsag til stemmevanskeligheder kan være uhensigtsmæssig brug af stemmen og manglende viden om stemmens funktion, støtte og vedligehold. Problemerne kan også skyldes andet. Derfor bør alle, der har stemmevanskeligheder, undersøges af en halsspecialist inden undervisningen påbegyndes. Formålet er at udelukke sygdomme eller lidelser, der kræver medicinsk eller kirurgisk behandling.

Talevanskeligheder kan have vidt forskellige årsager og udtryksformer:

  • Udtalevanskeligheder - er utydelig tale, læspen, snøvl eller andet
  • Stammen - kan forekomme i forskellige variationer, og vil ofte belaste den stammende alvorligt
  • Løbsk tale - en talelidelse der kan give mumlende, jappende og ofte svært forståelig tale
  • Laryngectomi - dvs. en fjernelse af strubehovedet, hvorefter man kan lære at tale på en helt ny måde
  • Mundhuleopererede – hvor mundmotorik og lyddannelse skal genlæres og styrkes
  • Læbe/ganespalte - en medfødt lidelse, der almindeligvis er behandlet op gennem barndom og ungdom, men hvor voksne med tiden kan opleve ændringer i talen.

Vi tilbyder en indledende samtale, hvor der tages stilling til en logopædisk udredning. Udredningen danner grundlag for den indstilling og godkendelse, der skal til, for at man kan modtage et specialiseret undervisningstilbud.
Vi arbejder ud fra nationale anbefalinger samt faglige vejledninger og DTHS-praksis. Personalet deltager kontinuerligt i regionale og nationale faglige netværk. Vi har i perioder logopædistuderende i praktik. 
Vores logopæder indgår desuden i den tværfaglige udredning og rehabilitering af borgere, der er på træningsophold på Dragsbækcenteret i Thisted Kommune samt på Sundhedscenter Limfjorden i Morsø Kommune.

 

Har du Parkinson, oplever du muligvis at

  • Stemmen lyder svag og hæs
  • Du bliver ofte bedt om at gentage
  • Du bliver bedt om at tale kraftigere
  • Talen lyder ensformig
  • Tempoet er for hurtigt (eller for langsomt)
  • Talen er utydelig

Der er tendens til at stamme, ansigtsmimikken og gestikken er blevet stiv.
Kropsholdningen er foroverbøjet og blikket stirrende
Det kan påvirke din evne og lyst til at kommunikere med andre

Der er hjælp at få. Din stemme og tale kan trænes sammen med en logopæd (talepædagog) så du og dine samtalepartnere får mest muligt ud af kommunikationen.

Vi tilbyder

  • Logopædisk udredning, hvor logopæden vurderer dine behov ud fra en samtale og forskellige øvelser
  • Vejledning i optimal udnyttelse af stemmen, og strategier, der kan styrke kommunikation i det daglige
  • Vejledning/rådgivning til pårørende og plejepersonale

Eneundervisning hos logopæden er et afgrænset forløb, skræddersyet til dine behov. Det foregår ofte ugentligt med individuelle aftaler. Der må forventes øvelser hjemme både under og efter forløbet.  Når der er grundlag, tilbydes gruppeundervisning. Det annonceres i dagspressen og i Parkinsonforeningens lokalblad.

Hvis stemmen eller talen bliver svag, kan der være grund til at afprøve stemmeforstærker eller andre kommunikationshjælpemidler. Afprøvning og vejledning i kommunikationshjælpemidler sker i samarbejde med kollegaer fra Institut for Syn og Hørelse i Aalborg.

KommunikationsCenter Thisteds tilbud er gratis. Vi har undervisning i Thisted og i Nykøbing.

Du er velkommen til selv at kontakte os. Henvisning fra lægen er ikke nødvendig.

 

Du ønsker at opnå en stemme, der er i overensstemmelse med dit oplevede køn.

KommunikationsCenter Thisted har logopæder, der tilbyder stemmetilpasning for transkønnede.

Vi tilbyder

  • udredning af din stemme og de præcise vanskeligheder du oplever i kommunikationen
  • individuel undervisning i at give stemmen et mere feminint eller maskulint præg
  • styrke din stemmes kønsmæssige gennemslagskraft
  • rådgivning om hvordan du kan bruge den nye stemme hensigtsmæssigt.

Målet er at du får en stemme, som understøtter dig i at passere som det køn du er, og kan bruges i din hverdag. Det når vi, når du føler, det er din egen stemme.

Til første samtale får du mulighed for at fortælle om dine oplevelser med stemmen og om din transition. Transitionen behøver på ingen måde at være slut; stemmeundervisningen kan komme lige på det tidspunkt, du har behov for det.

En god stemme er baseret på at kroppen er i balance. Vi starter med at arbejde på kropsholdning og åndedræt. Evnen til at afspænde, særlig i hals og strube, er helt nødvendigt for at du kan ’bære´ din nye stemme. Gennem stemmeforandrende teknikker arbejder vi med stemmens tonehøjde, klang og styrke. Vi vil også arbejde på udtale, tempo og andre kønsmarkører. Der undervises ikke i stereotypt kropssprog, men derimod i kroppens sprog i forbindelse med tale.

Undervisningen foregår som ene-undervisning og finder sted i Thisted. Forløbets længde kan variere alt efter hvor stort problemet er, men vil ofte være mindst 10 timer, fordelt på en ugentlig mødegang á 45 minutter. Du må være indstillet på, at der dagligt skal gøres et grundigt hjemmearbejde, for at din stemme-transition kan lykkes.

Du kan frit henvende dig til os, og behøver ikke en henvisning.

Når vi har modtaget din ansøgning, bliver du indkaldt til samtale hos en logopæd fra stemmeteamet. 

Samtidig med ansøgningen skal du selv kontakte en Øre-Næse-Hals-læge for en tid, hvis du ikke allerede har gjort det. Det er vigtigt, da vi på den måde sikrer os, at der ikke er særlige forhold, der kan genere din stemmeudvikling. Kopien fra ØNH-lægen skal medbringes her. Derefter udarbejder vi et tilbud til dig om stemmeundervisning/rådgivning, som er skræddersyet til dit behov.

Du skal være i kontakt med Sexologisk Center, Ålborg Universitetshospital for at tilbydes undervisning.

 

Med psykiske udfordringer opleves begrænsninger for at fungere optimalt i hverdagen.

Vi forholder os til de udfordringer der kommer til udtryk i dagligdagen, ikke til specifikke diagnoser.

Formålet med undervisningen er at afhjælpe eller minimere virkningerne af de funktionsvanskeligheder, der kan opstå af psykiske vanskeligheder.


Gennem undervisningen er målet at blive bedre til at

  • kommunikere
  • begå sig i sociale sammenhænge
  • forbedre koncentration og hukommelse i dagligdagen
  • strukturere hverdagen - så den bliver håndterbar
  • overskue din situation
  • få strategier til at vende afmagt til håb
  • tænke logisk
  • lære at håndtere uhensigtsmæssige negative tanker

Efter du har henvendt dig tilbydes en samtale. Vi taler om dine behov og ønsker.

Undervisningen tager udgangspunkt i områder, som:

  • Koncentrations- og hukommelsestræning
  • Øvelser i at træde ind i den digitaliserede verden
  • Hjælp til at strukturere og overskue hverdagen (strategier, mobilkalender og andre mobilfunktioner, ”få gjort”-tricks, fysisk placering, whiteboard osv.)
  • Læsestrategier, læs igen, og støtteteknikker
  • Samtaler om hverdagsproblemer med fokus på handlemuligheder
  • Udtrykke sig skriftligt (forfatte, skrive dagbog, skrive livsfortælling)
  • Intellektuelle udfordringer, personligt tilpassede positive læringsprocesser der er motiverende for den enkelte (f.eks. litteratur, fagligt indhold, billedkunst, sprog, musik, bruge IT osv.)
  • Lære nyt sammen med andre, som er i tilsvarende situationer

Undervisningen foregår på små hold med 2-6 deltagere. Eneundervisning kan i særlige tilfælde tilbydes.

Fortrolighed og gensidig tillid er bærende værdier for vores undervisning.

Personalet har relevant uddannelse og erfaring, og deltager kontinuerligt i regionale og nationale faglige netværk. Vi tilbyder undervisere, ikke psykologer.

 

Har du brug for undervisning, når hverdagen føles udfordrende?

Måske har du svært ved at koncentrere dig, eller dit selvværd trænger til et løft.
Vi tilbyder undervisning, der tager højde for dine specifikke behov.
Her er nogle af de områder, vi arbejder med:

Læsning, skrivning og regning:

  • Vi hjælper dig med IT-værktøjer til læsning, ordforslag og oplæsning.
  • Skærmtekster og undertekster på hjemmesider.
  • Digitale bøger og e-bøger. 

Overblik, planlægning og struktur: 

  • Brug af kalender og indkøbslister
  • Hjernetræningsopgaver som LEGO, puslespil, spil og øvelser på iPad. 

IT-brug:

  • Hjælp til din smartphone, iPad eller andre enheder.
  • Internet, billeder, film, bøger, musik og øvelsesspil.
  • Vedligeholdelse, opdatering og fejlfinding samt installation og sletning af apps. 

Kommunikation:

  • Tekstbeskeder, e-mails og talebeskeder.
  • Sociale medier. 

Før du starter, inviterer vi dig til en samtale med din underviser. Det er en god idé at medbringe din egen mobiltelefon eller iPad. Undervisningen finder sted én gang om ugen i 1,5 time. 

Hvis du har spørgsmål eller brug for mere viden, er du velkommen til at spørge!

 

KommunikationsCenter Thisted tilbyder kompenserende specialundervisning, rådgivning og vejledning til personer, der oplever kognitive svækkelser i et tidligt stadie. Det kan være relateret til sygdomme som demens, Parkinson m.v.
Tilbuddets målgruppe er ramte i det tidligste stadie, som indstilles til undervisning, hvor vi bl.a. samarbejder med kommunens demenskoordinatorer.

Har du vanskeligheder med:

  • Opmærksomhed
  • Hukommelse
  • Koncentration
  • Struktur
  • Overblik

Vanskelighederne kan f.eks. være opstået efter:

  • Alzheimer
  • Forskellige typer af demens
  • Parkinson

 Undervisningens formål:

Undervisningen tager udgangspunkt i den ændrede livssituation, med fokus på at bevare tilknytning til arbejdsmarkedet.
Der udarbejdes en individuel undervisningsplan med henblik på, at deltageren tilegner sig nye strategier og handlemuligheder, der kan afhjælpe eller kompensere for følgevirkningerne.

Undervisningens indhold:

Undervisningens indhold afstemmes med den enkelte deltager. Den kan med fordel indeholde brug af funktioner og programmer på iPad og mobiltelefoner samt andre elektroniske hjælpemidler og IT-løsninger.
Undervisningen kan også indeholde læse- og skrivetræning, hukommelsesudfordringer som spil, kunstmaling og andre kreative processer, erindringsarbejde, livshistorie m.v.
Der vægtes at lære strategiske værktøjer for at mestre og håndtere dagligdagens udfordringer.

Vi tilbyder:

  • Forsamtale
  • Undervisning
  • Rådgivning/vejledning
  • Samarbejde med demenskoordinator
  • Formidle kontakt til Demensvenlig Thy, relevante klubber, foreninger o.lign.

Hvordan tilbydes undervisningen:

Alle med behov for kompenserende specialundervisning kan henvende sig på KommunikationsCenter Thisted.
Henvendelse kan ske skriftligt, telefonisk eller personligt. 
Undervisningen foregår på små hold, i særlige tilfælde som enkeltmands-undervisning i en afgrænset periode.

Hvor foregår undervisningen:

På KommunikationsCenter Thisted, Kr. Koldsgade 3, Thisted.

For sociale arrangementer og lignende tilbud henvises til

  • Demensvenlig Thy, tlf. 9917 3860 eller www.demensvenligthy.dk
  • Morsø Kommunes Skovcafe og Midtmors Sport, tlf. 9970 6351/6352.